NYT NOVEMBER 2014

Så blev det efterår, og dermed startskuddet til en ny sæson på havørred øen i Østersøen. Jeg håber alle har nydt den, i perioder, fantastiske sommer. Her på Bornholm var vandtemperaturen helt i top, og så er Bornholm, med de kridhvide og flotte strande, bare helt i særklasse.

Af forskellige årsager har jeg ikke været på kysten før slutningen af november. Her er det blevet til et par småture med lidt blanke omkring målet, samt et par dage med Martin og Kasper.

De to gutter fik svinget fluekæppen, og egentlig var der fint med fisk i vandet, om end de var lidt træge i betrækket. Ikke desto mindre blev til et par stykker på land og flere mistede, samt kontakter. Slutningen var dog super, idet vi fandt fiskene – og i løbet af små 2 timer skal jeg love for der var kontakt.

Det var dog generelt fisk på, eller under målet, men det gjorde bestemt ikke oplevelsen ringene, selvom en lidt større blankfisk havde sat prikken over iét. En større farvet fisk lod sig dog overraske, og jeg skal love for at der var krudt i fyren. Efter et lynhurtigt billede blev fisken naturligvis genudsat – og der var rigeligt med kræfter til, med et ordentligt plask med haleroden, at sige farvel, og stige til havs.

Kystcup er der desværre ikke rigtig blevet tid til, men jeg håber at kunne komme ud på de 2 sidste afdelinger.

Som anført sidste år, kommer hjemmesiden til at få et løft. Hvornår det sker ved jeg p.t. ikke helt, men vi arbejder på opgaven.

Afslutningsvis, endnu engang, tak for de mange sommerhilsener. Det er rigtig hyggeligt at høre fra jer.

Det var alt for nu, på genhør omkring det nye år, hvor jeg håber at december måned har givet mig mulighed for at frekventere kysten lidt oftere.

KNÆK & BRÆK
Torben
+45 2465 4997