SIDSTE NYT APRIL 2015
07 Fisch1Så blev det april, og endnu en måned er gået.
Det har været en super fin måned på kysten, om end et vejromslag i starten af måneden, gav noget koldere vejr, og dermed også lagde en kortvarig dæmper på fiskeriet.
Nuvel, det er jo sådan det er. Konsekvensen (som jeg oplevede den) var at fiskene skulle hentes længere ude.
Der gik dog ikke længe før april igen viste sig fra sin bedste side.

Ørreddagen 2015.
Max og jeg drog på sydkysten ved 4:30 tiden. Fint vand om end der var pænt med bølger og nok lidt vel meget skidt i vandet.
Vi fik adskillige fisk, men desværre kunne kun et par stykker snige sig lige akkurat over mindstemålet. Så ved middagstid pakkede vi sammen, da vi begge havde andre gøremål.

Guidninger.
Generelt fint med fisk, og jeg hæfter mig samtidig glædeligt ved de mange mails og opringninger fra fiskere med fine og flotte fangstrapporter, tak for det. Se de prægtige billeder. Friedrich fra Tyskland har haft et rigtigt flot fiskeri, med flere flotte overspringere. Ligeledes oplevede de 2 unge fluefiskende gutter Morten og Espen fra Norge at Bornholm kan indeholde særdeles ”tunge fisk”. Max og Hannes fra Tyskland besøgte øen for første gang, og selvom vi måtte slide noget i det, ja så lykkedes det med et par fine fisk for enden af fluekæppen. Ligeledes Carsten fra Tyskland oplevede Bornholm fra sin bedste side. Nå, kik på billederne, ingen tvivl om glæden ved dels at overliste en flot havørred, men også ved at tilbringe mange timer på – og langs den fantastisk smukke bornholmske kyst – det er ren liese for sjælen.

Storfisk.
Så kom storfisken. På vestkysten sammen med Max. Max indledte med 2 fine målsfisk. Jeg skiftede plads et par gange, og pludselig kom et hårdt og ”ruskende” tag i fluen, hvorefter fisken gik helt fri af vandet, ude på ca. 50 meter. Ingen tvivl i sindet om at dette var en kanonfisk. Fisken gik tungt og hårdt ind – og ud, og ind i mellem tog den disse voldsomme ”rusketure” i vandoverfladen efterfulgt af et par høje spring og kureture hen over de små krabbebølger. En blank og fuldfed overspringer, som glinsede flot i det svindende sollys. Efter ca. 20 minutter mente jeg det var tid til at gøre forsøget med at få fisken nettet.

Trak roligt nettet ned under overfalden og trak op imod fisken. Ramte den på siden og trak til, blot med det resultat at fisken et sekund balancerede på ketcher kanten, men desværre med et par ordentlige slag endte tilbage i havet, efterfulgt af et kort, men hidsigt udløb (hvor det i øvrigt blev til en tur i baljen for mit vedkomemnde). Efter lidt tid, og endnu en lufttur endte fisken (godt udtrættet) i nettet. En vanvittig flot overspringer på 4,6 kilo og kun 69 cm.
Yderligere flotte overspringere i 1 ½ kilos klassen kom på land. Et fantastisk fiskeri.

Også plads til andet.
Igen en fantastisk hyggelig aften sammen med vores svenske fiskende venner Nisse, Göte og Stefan (se billede af de evigt unge drenge:). Det er en dejlig tradition, som Lonni og jeg ser meget frem imod hvert år.

Torsdagen før Store Bededag kommer Michael og Yvonne (fra Tyskland) forbi. De blev gift i sommer og bryllupsrejsen gik til Maldiverne – et flot postkort modtog vi i sommers.
STORT TILLYKKE. Nu står den på ferie og fiskeri på Bornholm, (arkiv foto af Yvonnes første bornholmerørred, sat på).
Næste opdatering er ca. 1. juni, her kikker vi dels på fiskeriet i maj måned, og gør – traditionen tro, lidt status på sæsonen 2014 / 2015. – på genhør. 

Torben H. Petersen
www.lystfiskerguide.dk